måder at stave ét navn på

På fireogfyrre år blev familienavnet skrevet ned af ti forskellige mennesker i fire byer og tre lande. Ikke to af dem stavede det ens. Man kunne tro, det var ti familier. Det er én.

Kilden · 1899

Sieradzki

Ruda sogn ved Wieluń, Polen · 5. februar 1899

Den polske form, skrevet med latinske bogstaver af en præst, der kunne stave den — syv år før den ældste af de ti. Det er ikke en ellevte stavemåde. Det er den, de ti er forsøg på at ramme.

Se dokumentet, og hvordan vi fandt det ↓

De ti gengivelser
Schirazki 1906
Syradsky 1918
Schiratski 1921
Seratzki 1927
Siratski 1930
Sehratski 1931
Scheratzki 1936
Seratski 1938
Chiratski 1940
Schirazkis 1950

Schirazki

1906 Registerfører

Paplitz Gut · Brandenburg

Den ældste af de ti — og den var vores ældste overhovedet, indtil vielsesbogen fra Ruda dukkede op i 1899. En jordemoder ved navn Emma Gehlsdorf går ind på civilregisterkontoret på godset og melder, at arbejderens kone har født en dreng. Registerføreren skriver forældrenes navn på maskine, som han har hørt det sagt.

Ingen afsluttende s. Det er værd at lægge mærke til, for netop det s er det, der fireogfyrre år senere sender os på vildspor.

Standesamt Paplitz, fødte 1906 nr. 17

Navnet Schirazki maskinskrevet i 1906 — Maskinskrevet af registerføreren i Paplitz.

Syradsky

1918 Registerfører

Jels · Sønderjylland

Tolv år senere står den samme mand i Jels for at melde sin yngste søns fødsel. Denne gang skriver registerføreren Syradsky. Det ligner ikke det, en tysk kollega skrev i 1906, og det er den mest fremmedartede form, vi har.

Det er også den indførsel, hvor det står, hvorfor navnet flakser: manden kunne ikke skrive. Se nedenfor.

Jels Standesamt, fødte 1918 nr. 17

Navnet Syradsky skrevet med håndskrift i 1918 — Håndskrevet i Jels.

Schiratski

1921 Folketæller

Jels matr. 57 · Sønderjylland

Februar 1921, halvandet år efter Genforeningen. En dansk folketæller går fra dør til dør og skriver husstanden op: far, mor og fem sønner på et matrikelnummer, hvor der bor fire indvandrede familier.

Han hører navnet sagt højt og skriver Schiratski. Det er den side, der i august 2026 gav os oldefarens forældre.

Folketælling 1921, Jels sogn, familie nr. 1

Navnet Schiratski i folketællingen 1921 — Skrevet af folketælleren i Jels.

Seratzki

1927 Personregisterfører

Jels · Sønderjylland

Den 6. juni 1927 dør han, enogfemtre år gammel, og personregisterføreren i Jels udfylder en dødsattest. Navnet får endnu en form: Seratzki, med tz.

Blanketten har to felter, som ingen tænker over, når de udfyldes — faderens og moderens navn. Det er dér, slægten fik et helt nyt led næsten hundrede år senere.

Jels Personregisterfører, dødsattest reg. nr. 9

Navnet Seratzki på dødsattesten fra Jels — Skrevet af personregisterføreren i Jels.

Siratski

1930 Folketæller

Jels · Sønderjylland

Tre år efter hans død sidder enken med to voksne sønner i huset, og en folketæller skal have navnet ned på papir igen. Denne gang bliver det Siratski.

Det interessante er ikke formen. Det er, at man kan se manden skifte mening. Han begynder at skrive navnet med Sch, som i 1921 — og streger det ud igen, formentlig efter noget hun sagde. Det overstregede ord står der stadig, ulæseligt, lige foran hendes fornavn.

Folketælling 1930, Jels sogn

Navnet Siratski skrevet tre gange i folketællingen fra Jels 1930, med et overstreget forsøg foran det første — Tre linjer, ét efternavn — og et overstreget forsøg øverst.

Sehratski

1931 Personregisterfører

Jels · Sønderjylland

Den 5. januar 1931 dør enken, og to dage efter møder den ældste søn op for at anmelde det. Registerføreren skriver navnet ned fire gange på det samme ark, og hver gang bliver det Sehratski.

Vi turde ikke læse det med det samme. Andet bogstav kunne være et e eller et c, og forskellen afgør, om formen er ny. Så vi sammenlignede med mandens egne bogstaver længere henne på linjen — ordet Enke, og hendes fornavn, som han i øvrigt kom til at stave Agenes. Hans e er en lille lukket løkke, nøjagtig som det andet bogstav i efternavnet. Det er et e.

Jels Personregisterfører, døde 1931, nr. 1

Navnet Sehratski skrevet fire gange på Agnes' dødsattest fra Jels 1931 — Fire gange på ét ark, samme hånd, samme stavemåde.

Scheratzki

1936 Personregisterfører

Jels · Sønderjylland

Den ældste søn er blevet voksen og bor i Jels. Da hans datter fødes, står han i registret som Arbejder Josef Scheratzki — ikke Stanislaus, som han hed på papiret, men Josef, som han hed til hverdag.

Det er en påmindelse værd at have med: leder man efter et menneske i et arkiv, skal man også lede efter det navn, han blev kaldt.

Jels Personregisterfører, fødte 1936 nr. 10

Navnet Scheratzki skrevet i Jels 1936 — Håndskrevet i Jels.

Seratski

1938 Familiens egen hånd

Haderslev · Sønderjylland

Og så sker der noget andet. I juni 1938 bliver den yngre bror Franz gift på rådhuset i Haderslev, og for første gang er det ikke en fremmed, der fører pennen. Han skriver selv under: Seratski.

Året efter gør en tredje bror det samme i den samme bog, og han skriver det samme. To brødre, to underskrifter, én form.

Det er ikke den ældste stavemåde, vi har. Men det er den eneste, familien selv har valgt — og det er den, vi bruger i dag.

Haderslev, navneregister 1874–1954, og ægteskabsbogen 1938

Navnet Seratski i navneregisteret i Haderslev — Formen fra Haderslev — den familien selv skrev under med.

Chiratski

1940 Folketæller

Haderslev · Sønderjylland

Den yngste bror, født i Jels i 1918, bor nu i Haderslev som logerende og arbejder som jordarbejder. Tælleren skriver Chiratski — hele forstavelsen er nu væk.

I rubrikken ved siden af står der noget, der siger mere end stavemåden: statsløs. Født i Danmark, men uden statsborgerskab.

Folketælling 1940, Haderslev købstad

Navnet Chiratski i folketællingen 1940 — Skrevet af folketælleren i Haderslev.

Schirazkis

1950 Politimester

Toftlund · Sønderjylland

Den sidste. I 1950 får den ældste bror og hans familie et navnebevis fra politimesteren i Toftlund og skifter navn til Silbæk. På papiret står den gamle form skrevet fire gange på maskine: Schirazkis.

Med et s til sidst. Netop det s fik os til at kigge mod Litauen i flere uger — indtil fødselsattesten fra 1906 dukkede op og viste, at det aldrig havde været der. Ét enkelt bogstav, tilføjet af en kontormaskine i den yngste af alle vores kilder.

Navnebevis 1950, politikreds 67, Frøs herred

Navnet Schirazkis maskinskrevet på navnebeviset fra 1950 — Maskinskrevet hos politimesteren i Toftlund.

Hvorfor flakser det?

Svaret står nederst på fødselsindførslen fra Jels i 1918, og det er hjerteskærende enkelt. Der står, at anmelderen des Schreibens unkundig — ukyndig i at skrive — satte sit håndtegn i stedet for at underskrive.

Tre kors.

Han kunne ikke selv rette den, der skrev. Så længe navnet kun blev sagt højt, blev det skrevet, som det lød i den enkelte embedsmands øre — i Brandenburg, i Jels, i Haderslev, i Toftlund. Ti gange, af ti forskellige mennesker, der alle sammen gjorde deres arbejde ordentligt.

Den 31. august 2026 fandt vi den samme sætning igen, sytten år tidligere og tusind kilometer derfra. I Ruda sogns kirkebog i Polen slutter alle fire indførsler, vi har på familien, med det russiske ord неграмотнымъ — analfabeter — og med, at kun præsten skrev under. Han kunne det heller ikke dér. Det var ikke Danmark, der gjorde ham skriveukyndig. Han kom sådan.

De flakser ét bestemt sted

Vi har hele tiden sagt, at navnet flakser. Det passer ikke helt. Det flakser ét bestemt sted, og det sted er begyndelsen.

Fire danske embedsmænd skrev navnet ned over nitten år. De havde ikke set hinandens papirer, og de sad over for forskellige mennesker i den samme familie:

Schiratski 1921
Siratski 1930
Sehratski 1931
Chiratski 1940

Resten skriver de ens. -iratski, hver gang, uden at tøve. Det eneste, de er uenige om, er den allerførste lyd.

Det siger noget, som listen over ti former ikke selv fortæller: de ti skrivere var ikke i tvivl om navnet. De var i tvivl om ét bogstav. De hørte alle sammen det samme og skulle alle sammen vælge et tegn til en lyd, deres eget sprog ikke havde. Nogle valgte Sch. Én valgte S. Én valgte Seh. Én valgte Ch.

Polsk har flere s-lyde, hvor dansk har én. En mand med en pen og en blanket foran sig kunne ikke skrive den lyd, fordi bogstavet ikke fandtes. Så han skrev det nærmeste, han havde.

Det er ikke et bevis på noget. Men det peger samme vej som alt det andet: navnet kom fra et sprog med en lyd, vores ikke har.

Sieradzki

Vi skrev her i lang tid, at den rigtige stavemåde var den, vi aldrig havde set. At ingen af de ti former var polsk, at de alle sammen var tyske og danske forsøg på at gengive noget, der blev sagt højt af mennesker, som ikke kunne skrive det ned selv. Og at et polsk navn, der passede på dem alle, kunne være Sieradzki — men at det var en tese og ikke et efternavn, så længe vi ikke havde et polsk dokument.

Den 31. august 2026 fandt vi dokumentet.

Det er vielsesindførslen fra Ruda sogn ved Wieluń, dateret den 5. februar 1899. Den er skrevet på russisk, fordi egnen lå under russisk styre. Og midt i den kyrilliske tekst gjorde præsten noget, ingen dansk eller tysk skriver kunne gøre: han skrev navnene med latinske bogstaver, sådan som de staves.

Vielsesindførslen fra Ruda 1899, hvor præsten skriver Stanisławem Sieradzkim og Agnieszka Lewandowska med latinske bogstaver midt i den russiske tekst

Stanisławem Sieradzkim 1899
Agnieszka Lewandowska 1899

Han gjorde det igen, da sønnen blev født i 1901. Og protokollen fra 1903 skriver det på polsk: Franciszek Sieradzki. Tre gange over fire år, af en mand der kunne sproget og kendte familien.

Den er syv år ældre end alle de andre

Indtil den 31. august 2026 var vores ældste optegnelse af navnet fødselsattesten fra Paplitz Gut i marts 1906 — Schirazki, banket på maskine af en tysk registerfører. Vielsen i Ruda er fra februar 1899. Den slår den med syv år.

Og den viser navnet to gange, i to alfabeter, på samme linje. Præsten førte protokollen på russisk, fordi egnen lå under russisk styre — men han var polak og skrev navnet med latinske bogstaver ved siden af, så det ikke blev væk:

I den russiske løbetekst	Som indskud med latinske bogstaver
Сирадзкій	Sieradzki

Samme mand, samme pen, samme minut. Den russiske form taber e'et, fordi russisk retskrivning ikke har en måde at skrive det polske «ie» på. Selv vores ældste papir viser altså navnet i to skikkelser — hele den historie, der senere skulle udspille sig over ti danske og tyske former, sker allerede her, på én linje, i 1899.

Hvad navnet betyder

Sieradzki betyder «fra Sieradz». Sieradz er en gammel købstad i det centrale Polen og hovedbyen i det, der historisk hed Sieradz-landet. Wieluń, hvor familien boede, ligger cirka halvtreds kilometer derfra — inde i den egn, byen har givet navn til.

Den slags efternavn opstår ikke, mens man bor i byen. Det opstår, når nogen flytter væk fra den og bliver kaldt op efter det sted, de kom fra. Så navnet peger på endnu et led bagud: en familie, der på et tidspunkt forlod Sieradz-egnen. Hvornår, ved vi ikke.

Er den så den oprindelige?

Det er den ældste og den mest ægte, vi har. Det er formen på familiens eget sprog, skrevet af en, der kunne stave den, i deres eget sogn. De ti danske og tyske former er alle sammen gengivelser af noget, der blev sagt højt. Denne er ikke en gengivelse.

Men heller ikke den er skrevet af familien. Stanisław var analfabet. Også Sieradzki er en fremmed hånd — bare en kompetent hånd i det rigtige sprog. Og vi har intet ældre end 1899. Klemens Seratzki blev født engang i midten af 1800-tallet; navnet fandtes i årtier, før vores ældste papir.

To dokumenter kan skubbe grænsen tilbage, og de ligger begge i arkivet i Łódź, som vi allerede har adgang til: Klemens og Józefas vielse, formentlig i 1860'erne eller 70'erne i Wieluń sogn, og Stanisławs egen fødsel i landsbyen Gaszyn omkring 1877. Finder vi dem, rykker navnets ældste optegnelse tyve til fyrre år længere tilbage.

Det er ikke den ellevte form. Tallet foroven bliver stående på ti. De ti er danske og tyske gengivelser af noget, der blev hørt. Det her er ikke en gengivelse — det er kilden. Det er den, de ti stammer fra.

Og en ting mere, som er værd at sige højt: Seratski er ikke en fejl, der skal rettes. Det er ikke en forvansket Sieradzki. Det er det navn, familien blev til i Danmark, over ti stavemåder og hundrede år. Der er to rigtige navne — ét på hver side af grænsen.

Læs historien om landsbyen Wideradz Har du set en form, vi ikke har?